Hestefornuft.dk

















You can't buy happiness.
But you can buy horses, which is pretty much the same thing



2020 - Et specielt år



FOR DE FLESTE MENNESKER, ER 2020 ET ÅR DER VIL BLIVE HUSKET,

PÅ GRUND AF CORONA PANDEMIEN. FOR MIT VEDKOMMENDE,

ER DET ÅRET HVOR MIT HESTELIV TOG EN DREJNING SOM INGEN

SÅ KOMME, HELLER IKKE JEG SELV.

I STARTEN AF 2020 HAVDE JEG TO HESTE, EN WELSH COB HINGST

FRA 2014, Tristan, OG EN AVLSHOPPE FRA 05, Donna Sia,OG SÅ

DET FØL DER LÅ I MAVEN PÅ HOPPEN, fra min hingst.


I starten af 2020 dukker tanken "måske skulle jeg sælge

tristan" op igen og igen. Han var faktisk ikke helt hvad jeg

drømte om, og havde faktisk forelsket mig mere i min nye

avlshoppe, end i ham. Jeg har altid været et hoppemenneske.

Da deres føl kommer i juni måned, har jeg besluttet at
tristan sættes til salg efter bedækninssæsonen. Føllet

der kommer til verden er en hingst, og jeg beslutter at

sætte ham til salg kort efter foling. Han bliver hurtigt

til et helt fantastisk hjem, som han rejste til i december 20.

Jeg beslutter i efteråret at sætte Donna Sia til salg også,

og så se om der kunne dukke et dejligt hjem op til hende.
Det gjorde der rimelig hurtigt, og hun rejste til sit nye

hjem i Jylland samme dag som følle, Charm, også flyttede

til sit nye hjem bare 20 min væk.

i december forelskede der sig en familie i tristan, og kort

efter nytår 20/21 satte jeg min underskrift på den sidste

​kontrakt, og tristan blev solgt.




Hende der startede det hele



Jessica



Welsh cob - Hoppe - 2000 - Min bedste ven fra 2005 - 2015



2005



2007



2013



2015



Jessica - Og hendes indflydelse





Ingen over - Alle under



Da vi nåede sommeren 2005, begyndte mine forældre og spørge ind til min konfirmation, som skulle holdes året efter. "Vil du helst have en pony nu, eller vente til næste år og så holde stor konfirmationsfest?" - Lige dér, tænkte jeg at jeg måtte have været adopteret. Det kunne ikke passe, at mine forældre kunne stille 11 årige Linette et så dumt spørgsmål! "SELVFØLGELIG VIL JEG DA HAVE EN PONY!!!"


D. 30. september 2005 ankom Jess på Annasholm i Lunde, og jeg var nu for første gang hesteejer og derfor også bundlykkelig. Jess var voldsom og egentlig en alt for stor mundfuld for mig, selv dyrlægen som foretog handelsundersøgelsen frarådede os at købe hende, for hun var for stærk til mig. Men jeg fik lov til at beholde hende, for heldigvis for det. I en årrække havde vi traditionel ridning og træning for øje, og det gav rigtig mange slåskampe og problemer.


Det var ikke dans på roser, tværtimod. Jeg faldt over nogle artikler fra Andrew McLean, det var ikke meget fremme dengang og de hestefolk jeg omgik syntes det var noget fis og humbuk. Ham McLean var en eller anden australsk klovn, som jeg ikke skulle lytte til. Alligevel fangede det mig, og jeg blev opslugt af den verden. Den dag i dag, har jeg stadig min mappe fra dengang, hvor der udenpå er tegnet en hest, og skrevet "heste psykologogi" (stavefejlen er med vilje :D) nedenunder. Jeg printede alt ud om hestens adfærd og jeg googlede mig til information omkring horsemanship og træning på hestens præmisser.





Så kastede vi os over noget, som blev set meget ned på - Bidløs ridning. Det var useriøst, men jeg gik all in, og syntes ridning med bid var noget fanden havde skabt. Vi gik helt i den anden grøft, og så havde vi i flere år fokus på bidløs ridning, kommunikation, tricks og samarbejde. Det var en gamechanger for mig, at opleve der var andet at lave end at ride, og at man kunne gøre det på en helt anden måde. Selvom jeg var helt i den anden grøft på det tidspunkt, og ikke er i "bid-helt-forbudt" verdenen længere, så er jeg glad for at have været der og fået de erfaringer med i bagagen. Derudover var det en helt anden indgangsvinkel til Jess, som virkede og gjorde os enormt tætte. Jeg gik fra at være en ambitiøs teenager med et typisk hidsig-teenager temperament hvis hest skulle gøre som hun sagde, til at være mere lyttende og tage den information jeg fik, og bruge den som værdifuld viden til at udvikle mig som træner og rytter.



Jessica lærte mig enormt meget som rytter, og selvom det langt fra var en dans på roser de første år, så er jeg yderst taknemmelig for, at det var hende som jeg fik fornøjelsen af som min første pony, og ikke en nemmere pony som måske bare havde knyttet og ikke talt med store bogstaver overfor mig, når jeg var unfair.

Det gjorde Jess, i stor stil. Den pony var ustyrlig, og jo mere hidsig og åndsvag jeg blev, jo værre blev hun. Hun ville ikke arbejde med mig, når jeg var ude for rækkevidde, og det tvang mig til at udvikle min måde at kommunikere med hende på. Dengang var jeg ikke klar over, hvilken impact det ville have på mig. Hvor enormt meget det har betydet, både for mig som hestetræner, men i særdeleshed også som menneske.





I en årrække red vi kun bidløst, vi fik afprøvet rebgrime, hackamore, bosal, sidepull, bitless og cordeo - Alt blev afprøvet og vi gjorde os vores egne erfaringer med de forskellige muligheder. De ting vi lavede og den tid vi tilbragte sammen blev anderledes og mere rar. Senere igen kastede vi os over den mere seriøse ridning igen, og også ridning med bid. Det var dog mange år senere, med mere respekt for hvad jeg havde for enden af tøjlen, og med en større viden omkring hestens anatomi og biomekanik.

Jess var en sand læremester og vores connection kan jeg ikke forklare. Vi vidste hvad hinanden tænkte, og der var en fuldkommen tillid og tryghed som jeg, lige siden jeg mistede hende, har savnet hver eneste dag. Den måde hun kunne håndtere mig på, og den personlighed hun havde, har jeg endnu ikke mødt i en anden hest. Hun var modig og vellidt, hun var kræsen og valgte sine mennesker og heste med omhu. Hun hvilede i sig selv, på en måde der var utrolig beundringsværdig, og som jeg ikke er i tvivl om, var sund for mig at have tæt, igennem mine teenageår som var hårde.

​





Det er ikke uden grund at ofte benytter hashtagget #takjess, når der er opslag omkring hende eller min virksomhed. Uden Jess, tror jeg aldrig at Hestefornuft.dk var blevet til.


I sommeren 2009 begyndte jeg at undervise lidt i lokalområdet. Jeg cyklede ud til kunder, som gerne ville undervises i bidløs ridning og miljøtræning. Dengang var der ret nyt at man trænede sine heste med presseninger og lærte dem ikke at være bange for paraplyer, så folk syntes det var interessant. I sommerferien inden sidste år på gymnasiet, brugte jeg alle vågne timer på heste - Hvis ikke jeg var i stalden og bruge tid på min egen, så kørte jeg Fyn tynd i min mors bil og brugte en masse timer på at tilbyde gratis undervisning og trailertræning.


Da jeg skulle tilbage til skolebænken i gymnasiet havde jeg så travlt på hestefronten, at jeg på kort tid havde tidoblet min fravær og var mere på arbejde hos hestefolk end jeg gad at læse dansk, matematik og fysik. Der gik ikke længe før jeg kom på "Hestefornuft", og kort efter havde jeg en lille hjemmeside og begyndte for alvor at køre ud og planlægge ture til Sjælland og Jylland. Det var stort, fandeme stort. Og det var takket være Jess.


Jess gav mig ikke blot den læring og viden der skulle til for at starte op, hun gav mig også modet til hele det cirkus jeg prøvede at stable på benene, og som alle tænkte var lidt for sjov. Hun gav mig modet til, som 18 årig at starte en virksomhed op, og til at turde tage ud til en masse fremmede mennesker, og så tro på at jeg kunne hjælpe dem. I starten var det gratis, jeg samlede erfaring og var taknemmelig for hvor mange mennesker der ville hjælpe mig med det.


I dag har jeg et dobbelt fuldtidsarbejde med min virksomhed, hver dag kører jeg på arbejde med et smil der går fra det ene øre til det andet og med en lyst jeg ville ønske alle kunne mærke. Jeg elsker min virksomhed og det arbejder jeg har herigennem, det liv jeg lever og det jeg har med mig i bagagen. Det er takket være Jess, og jeg har ikke ord for, hvor meget det betyder for mig. At hun er grunden til at jeg i dag er en så heldig kartoffel, gør også at hun hver dag er med mig i tankerne når jeg er på arbejde. Hun er med mig hele tiden, og når jeg står hos kunderne og forklare, så er hun ofte med i baghovedet hvor der kører en dyb taknemmelighedsfølelse.







2008 - Sjov med presenning



2007 - Efter springning



2009 - Ridning i cordeo



2006 - Springning



2010 - Verdens smukkeste



2009 - Tricks



2009 - Over bordebænkesæt



2009 - Western blev der også leget med



2010 - Med Jess og min gamle hest Miss W.



2014 - Vores sidste sensommer



2010 - Ligge ned på kommando



2011 - Min første og eneste tatovering



2012 - Fotoshoot d. 12/12/12



2014 - Vores eneste gang i havet



2014 - Med en brækket nakke



2014 - Men med fuld tillid til Jess.



2013 - På terrænbane, over fast låge.



2012 - Jess og min hund



Tabet af Jess





Jess var mit et og alt, uden tvivl. Derfor ønskede jeg brændende et føl efter hende, så jeg forhåbentlig kunne have "et stykke af hende" resten af mit liv. I 2012 kiggede jeg på hingste, og var ude og hilse på flere. Det tog noget tid at samle mod til det, men i 2013 blev Jess bedækket og jeg talte ned til den vildeste oplevelse. Hingsten var nøje udvalgt og det hele var gennemtænkt, min dyrlæge var udspurgt om alt tænkeligt, overvågningskamera var købt ind og jeg havde allerede helt ondt i maven.

I starten af maj 2014, 5 uger før termin, er jeg på kursus på Sjælland og får en opringning om at Jess opfører sig sært. Jeg ringer til min dyrlæge, men hun beroliger mig og fortæller det formegentlig er føllet der er ved at vende sig og gøre klar, og det nok ikke er rart. Det beroliger mig lidt, og jeg bliver på Sjælland. Nogle timer senere ringer en anden dyrlæge, en jeg ved hvem er, men ikke en jeg bruger. Hun er kaldt akut til en kompliceret foling, men hun fik ikke adressen og kunne ikke få fat på min dyrlæge. Hun syntes adressen mindede om min, så hun ville høre for det skulle gå stærkt.

Ikke længe efter får jeg min mor i røret, hun er ked af det og kan ikke få fremstammet nogle sætninger. Min dyrlæge overtager og fortæller mig at folingen gik i gang, det var noget skidt og at føllet er dødt, men Jess har det godt. Min verden bryder sammen og jeg sætter straks snuden hjem. Min veninde kørte bilen, det var jeg ikke i stand til, og der var stille hele vejen hjem. Da vi runder hjørnet ved foldene og stalden, når min veninde knapt at stoppe bilen før jeg er på vej ud og render hen til Jess som er på fold. Føj for en oplevelse, sådan et vildt kapitel i vores eventyr, som bare blev et mareridt.

Føllet var et hoppeføl som lignede Jess, det kunne ikke have været mere perfekt. Jeg var sønderknust og tog fri fra arbejde for at sunde mig. At Jess var okay og helt sig selv hjalp dog gevaldigt på sorgen, men det var hårdt.





Der går nogle uger, tanken om at sætte Jess ifol igen er alt for skræmmende og jeg havde besluttet mig for at det skulle vi bestemt ikke. Der var stadig dog et brændende ønske om en efterfølger til Jess, så efter megen overtalelse fra alle omkring mig, inklusiv flere dyrlæger der talte for, blev Jess sat ifol igen, med termin d. 21. Juni 2015.

Jeg troede at jeg havde prøvet sorg, for det var hårdt at miste drømmeføllet som der var drømt om i mange år. Jeg tog fejl, og livet gav mig en prøvelse af en helt anden kaliber, året efter.





Jessicas urne, en hæklet bamse med hendes aftegn og halehår, og et af mine helt gamle yndlingsbilleder fra 2006.





På årsdagen for det mistede føl, har jeg en meget syg hest. Ikke Jess, men min fuldblodsvallak med galoperende kolik. Dyrlægen er ude 2 gange, og anden gang skal jeg beslutte om det er operation eller aflivning, hvis han ikke blev bedre og jeg ville ringe en trejde gang.

Tredje gang blev nødvendig, og dyrlægen kom ud og aflivede min vallak efter en hård nat uden synderlig bedring eller mulighed for overlevelse uden operation. Vallakken var ældre, med mange skavanker, lig i lasten og en jeg havde fået foræret. Han skulle ikke igennem mere og vi sendte ham afsted en smuk morgen i maj. Det uheld, kombineret med at jeg netop var genoptrænet efter 3 alvorlige brud i nakken, at jeg faktisk ikke var nervøs for Jess' foling - SÅ uheldig kan ét menneske simpelthen ikke være. Tilmed havde jeg sidst i maj måned været med til en anden foling, Josefines pony som uden problemer folede et fint hoppeføl så let som ingenting, så nerverne var der, men det var egentlig ok. Så uheldig kunne jeg da umuligt være!

Jeg blev klogere 5 uger senere, da jeg der mister Jess og det næste føl.


Tre dage før terminen går vandet, jeg har min dyrlæge i røret med det samme, som beroliger mig og sætter kursen mod os. Forbenene kommer hurtigt til syne, men da hoved og hals er ude, er føllet dødt. Jeg følger min dyrlæges anvisninger, niver føllet i mulen, og da jeg kan nå ribbene får jeg slået hårdt på brystkassen. Ingen reaktion overhovedet og min dyrlæges bil får strukket ben, specielt da jeg fortæller at vi ikke kan få føllet ud, som i overhovedet ikke.

Min dyrlæge komme og konstatere at føllet er kilet fast. Bagbenene sidder som modhager og vi forsøger at få fat i en anden dyrlæge der kan komme og save føllet over. Min mors mand, min mor, dyrlægen og jeg arbejder effektivt og på højtryk, men beslutter at køre til Højgård. Min dyrlæge spænder sin bil for, og Jess løber ind i traileren, med et dødt føl hængende halvt ude. Hele vejen til Højgård står jeg i traileren, ingen tåre, ingen panik, helt ro i krop og sind for Jess' skyld. Det gik stærkt på Højgård, og jeg kunne godt fornemme på tempoet min dyrlæge kørt i, at det her tegnede ikke godt.

Vi ankommer og Jess kommer i kasteboksen. Her sætter jeg mig udenfor og så er jeg ikke kontaktbar de næste døgn. Dyrlægerne får savet føllet i stykker og helt ud af Jess, og så ligger hun i nogle timer hvor de kæmper alt hvad de kan for hende. Min dyrlæge kører, min kæreste og mor kører hjem og jeg bliver på Højgård, hvor jeg sov udenfor kasteboksen.

Flere dyrlæger tjekker hende den nat, og ingen ser særligt optimistiske ud. Men alligevel tror jeg slet ikke på at det ville slutte der. Det var jo Jess, det kunne og skulle ikke ske. Det var jo Jess, hende der fyldte alt hos mig og som jeg jo på ingen måde kunne undvære. De gjorde alt hvad de kunne og kæmpede i mange timer.

Klokken 8 sidder jeg hos Jess i kasteboksen, og Michael kommer hen og fortæller der ikke er mere at gøre, men at jeg lige kan få 5 minutter. Den følelse kan jeg ikke beskrive, og jeg ville ikke ønske den for min værste fjende. Det føltes som om at min krop eksploderede, og jeg skreg som var jeg ved at dø. 4 minutter senere var Jess her ikke mere, hun havde ondt og jeg bad dyrlægen komme hen. I lang tid lå jeg opløst af gråd og henne hos Jess, hele mit liv gik fuldstændig i stykker og jeg havde så ondt.

Den hårdeste tid i mit liv stod for døren, og der ventede et mareridt af en anden verden. Det næste år var fyldt med sorg og vrede, angst og depression samt medicin til at dæmpe angsten og for at kunne sove. De første døgn efter var jeg slet ikke kontaktbar og kunne ikke snakke. Samme morgen havde min mor ringet til lægen, hvor min kæreste kørte mig op og sad og forklarede situationen, for jeg kunne ikke selv. Min læge udskrev noget beroligende og en henvisning til en psykolog. Det var heftigt, og ikke bare et tab af en hest, det her gjorde rigtig, rigtig ondt.






2014 - Viser et stejl på kommando, for fotografen der var på besøg og ville bruge os som modeller. På det tidspunkt har jeg stiv halskrave på, den kan lige anes under jakken. På trods af 3 brud i nakken, og lammelser i venstre side af kroppen, havde jeg fuld tillid til Jess, og havde ikke den mindste spekulation. Jeg stolede på hende fuldstændigt.



En svær tid ventede, og jeg havde ingen anelse om hvordan jeg skulle komme igennem den. Den dag i dag kan jeg stadig blive overrasket over at jeg kom igennem, min mor troede jeg ville dø af sorg.





Noget af det som bestemt gjorde tiden mere tålelig, var al den støtte der kom fra nær og fjern. Jeg har ikke ord for, hvor meget det varmede, og hvor overvældende det var at folk ville støtte, hjælpe og være der for mig. Samme dag lå der blomster ude foran stalden, og i tiden efter vrimlede det ind med blomster, chokolade, besøg og sågar økonomisk støtte i form af uopfordrede beløb overført til min mobilepay, da folk godt vidste hun skulle kremeres, og det var ingen billig affære.

Jeg husker følelsen af at åbne hoveddøren derhjemme en dag, og ude foran stod der et par kilo snøfler - Det var mine ekskærestes forældre der havde været forbi mit rækkehus og leveret det de vidste jeg kunne trøstespise lidt i. Jeg husker også tydeligt at jeg i tiden efter kunne tømme postkassen og finde tegninger fra følgere der havde tænkt på os og tegnet de fineste tegninger og skrevet de sødeste breve. Jeg var rørt til tåre hver eneste gang. Ikke kun fordi folk var så enormt søde og omsorgsfulde, men også fordi at det bevidnede om, at det jo ikke bare var en hest, men at Jess var noget helt specielt, og det vidste folk godt.

Det gjorde tiden en anelse lettere at komme igennem.

I dag, i skrivende stund 5,5 år senere, er sorgen stadig ikke blevet mindre. Sorgen og savnet fylder det samme som det gjorde i 2015, men den er blevet lettere at bære og jeg ved den er med mig resten af mit liv. I dag mindes jeg ofte Jess med et smil på læben, og jeg tænker på hende hver eneste dag. Vores mærkedage holder jeg altid fri, de er sat af til ren sorg og savn. Savnet og urefærdigheden overfalder mig ofte, men det er prisen for kærlighed, og det er okay.


Jess er med mig hver dag, når jeg er på arbejde tænker jeg altid på hende, og når jeg har et roligt øjeblik af taknemmelighed for, hvordan mit liv har udformet sig, så går tankerne også til hende. I dag kan jeg godt være taknemmelig for hvad vi havde, og at jeg havde 10 år med hende, og ikke kun 5. Men jeg kunne godt have brugt 10 år mere, eller 20.

Et langt afsnit om Jess rundes af, tak fordi du læste med. Jess er en stor del af Hestefornuft.dk da hun er hjernen bag, så det var vigtigt for mig med et ordnetligt afsnit om hende og hvilken indflydelse hun har haft på mig, både som træner, rytter og menneske, men også på mit liv og på denne virksomhed. Hun var i sandhed fuldkommen fantastisk, og jeg priser mig lykkelig for, at have haft æren af hende.

Ingen over - Alle under.

Jessica







Hestefornuft.dk




Hestefornuft@live.dk

Tlf.: 61 70 74 95